søndag den 2. august 2015

Weekend i det nordjyske

Puha, så blev det mandag morgen og jeg er ikke bare træt, men træt med træt på.

Vi var på familiebesøg i det nordjyske i weekenden og selve besøget var sådan set hyggeligt nok; vi var bare mega bombede, da vi satte kursen nordpå i fredags og var nok mere til at have smidt os på sofaen. Anyway - vi fik kæmpet os derop og hvad en sjov fredag aften med min far, hans veninde, min bror og svigerinde og vores 3 nevøer.

Fedt at de der der 3 nevøer på 15, 18 og 20 år stadig gider se deres onkel og faster :-) og at de, når de hører vi beærer regionen med et besøg og har meldt vores ankomst ved deres farfar giver udtryk for, at "farfar vi skal da også lige se Mads og Louise, når de kommer her i weekenden". Så alle de der timer på gulvet med lego klodser sammen med drengene gennem årene betalte sig så åbenbart :-)


Ellers gik turen til Aalborg lørdag eftermiddag til Tall Ship Race; en slags sommer-regatta for smukke store gamle sejlskibe hvert år og ca hver 4-5. år anløber skibene en dansk havn.

Der var ca 100 skibe langs kajen i Aalborg og flere af dem kan man faktisk komme om bord på. Skibene ligger så i Aalborg 4 dage inden de sejler videre til næste by. Skibene er et stort trækplaster og der var tusindvis af mennesker, da vi var forbi. En flot og imponerende oplevelse at gå rundt på havnen og beundre de smukke skibe, selvom vi skulle kante os rundt.


Søndag eftermiddag var vi forbi det lokale fiskerleje, Thorup Strand, som er blevet verdensberømt i hele DK efter at "Gutter med kutter" serien blev vist på TV2. En stille sommerregn gjorde oplevelsen med at stå på stranden og kigge ud på havet knap så smuk, men fedt at de 4 lokale fiskere, der er med i tv-serien holder begge ben på jorden og bare er som de er, selvom de har et tv kamera "i røven".

Og Thorup Strand er i den grad kommet på landkortet og faktisk var der pænt med besøgende i deres fiskebutik søndag formiddag.

Her indfangede (læs: indkøbte) vi fisk til aftensmad. Vi blev dog enige om at gemme de fine store rødspætte til mandag aften, hvor vi vil fejre at første arbejdsdag i den sidste uge inden ferien truer er overstået.

Så nu står den på stegte rødspætter, gulerodssalat og nye kartofler hjemme hos os i aften.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar