mandag den 21. september 2015

Begravelse

Lørdag var jeg til begravelse ved min onkel; han blev 77 år; havde været syg et par år - ret slemt med "kol", så selvom det altid er trist, når et menneske dør, så er der altså også nogen gange, hvor man med rette kan sige, at den døde har fået fred.

Og det er faktisk helt legalt i min verden at se det på den måde. Der er jo også nogen pårørende, der skal leve videre og det kan være ret hårdt at se på et familiemedlem, der har det rigtig skidt.

Det ændrer så ikke ved, at det - synes jeg - selvfølgelig er trist, når personen dør. Og det er altid trist at deltage i en begravelse og jeg tror, at uanset om jeg kender vedkommende eller ej, så vil hele stemningen til en begravelse påvirke mig. Fordi det at deltage i en begravelse både er et farvel til den døde person, men også noget med, at det "åbner" en "dør" til et eller andet, der tidligere er sket i mit liv og som jeg måske ikke helt fik forholdt mig til på det tidspunkt. Så selvom jeg bliver berørt, er det ikke altid jeg kan finde frem til hvad årsagen så er til at jeg bliver rørt. Men det jeg har lært er det at det med grunden ikke er så vigtigt - det vigtigste er faktisk at tillade sig selv at blive rørt eller påvirket af noget.

Jeg er født og opdraget til at det der med at være ked af noget, det er jeg ikke - næh "det er et af de slag livet gi'r", "man bider tænderne sammen og så kommer man videre" eller også snakker vi bare om noget andet.

Men heldigvis er jeg er i gang med at blive mønsterbryder og lære at acceptere, at det er ok at blive ked af det og det er ok at græde en gang i mellem; at det ikke er pinligt, men kan være en sund proces, der renser ud i systemet. Det er en lang og svær proces med min bagage og opdragelse, men jeg er på vej...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar